'Korpset' 2023 – her er de nye aspiranter

Hvem kan klare de ekstreme fysiske og mentale prøvelser? 14 unge aspiranter samles til 8 benhårde døgn i ny sæson af 'Korpset'.

Hvem knækker først? Og hvem går hele vejen?

14 unge danskere går ind i en verden af uvished, kontroltab og lidelse i den sjette sæson af 'Korpset', der har premiere onsdag 6. september på TV 2 Play og onsdag 13. september på TV 2 Echo.

Kurset er inspireret af optagelsesforløbet for danske elitesoldater, der er kendt som et af verdens hårdeste – både fysisk og psykisk.

Igen i år presses aspiranterne til det yderste af de tre tidligere jægersoldater Thomas Rathsack, Erik B. Jørgensen og Rune Danielsen og af den tidligere frømand Rune Viborg.

Og allerede på den første dag må de første aspiranter give op.

Læs om de 14 unge aspiranter her.

Se ‘Korpset’ fra 6. september på TV 2 Play og onsdag 13. september på TV 2 Echo.

Aspirant 1 – Ida Vibe Breinholt

Første aspirant er den 20-årige danser og koreograf Ida Vibe Breinholt.

Hun har danset, siden hun var to år gammel, og hun danser i dag professionelt. Hun optræder i diverse shows og forestillinger, hun har vundet flere konkurrencer og har været på scenen med kunstnere som Tessa og D1MA.

Aspirant 2 – Casper Steinfath

Som den første nogensinde krydsede han i 2018 Skagerak på et SUP-board. En tur på 148 kilometer.

For den 29-årige Casper Steinfath elsker nye eventyr – særligt dem der indvolverer vand. Han er professionel stand up paddle-atlet og seksdobbelt verdensmester.

Casper Steinfath er født i Californien men er opvokset i den vestjyske surfby Klitmøller, hvor han stadig bor med sin hustru og deres lille barn.

Aspirant 3 – Patricia Thyberg

24-årige Patricia Thyberg er iværksætter og er i fuld gang med at opbygge sin virksomhed Sportshjerte.

Udgangspunktet er hendes podcast med samme navn. Her interviewer hun alt fra kvindelige topatleter til sportspsykologer med missionen om at inspirere flere kvinder til at kaste sig ind i sportens verden og sikre bedre vilkår for kvinder i sport.

Patricia Thyberg er født og opvokset i Aarhus men bor i dag i Købehavn.

Aspirant 4 – Aske Bang

35-årige Aske Bang arbejder som filminstruktør og skuespiller. Han er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2015. Hans film 'Silent Nights' var nominert til en Oscar for bedste kortfilm i 2016.

Han spillede hovedrollen i TV 2 serien 'Cold Hawaii' og har også spillet med i 'Badehotellet'.

Aske Bang er opvokset og bor fortsat på Nørrebro i København.

Aspirant 5 – Sofia Kanamat

25-årige Sofia Kanamat er på det danske landshold i karate. Som 14-årig vandt hun junior-EM. I dag læser hun til bygningsinstruktør og underviser på et LGBT-hold i boksning.

Sofia Kanamat er født og opvokset på Nørrebro med israelske forældre.

Aspirant 6 – Moumen ”Momo” Machlah

26-årige Moumen Machlah går kun under navnet "Momo". Han er professionel parkouratlet og statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet. Og så har han over 200.000 følgere på sin Tiktok-profil.

Han er opvokset i Brabrand i Aarhus med syriske forældre og bor i dag i Åbyhøj.

Aspirant 7 – Sæpor Kristinsson

Tidligere var Sæpor Kristinsson regnskabsassistent hos ISS, men efter han i 2021 vandt 'Den store bagedyst', har han arbejdet med sociale medier.

Den 31-årige influencer er født på Island men flyttede som syvårig til Lolland med sin familie. I dag bor han i Vanløse med sin kæreste og har en datter på ti år fra et tidligere forhold.

Aspirant 8 – Bobby Atiedu

31-årige Bobby Atiedu arbejder som danser, danseunderviser og model.

Han er født og opvokset på Nørrebro i København.

Aspirant 9 – Ulrikke Evensen

Ulrikke Evensen har én stor passion: OCR-løb – også kendt som forhindringsbaneløb.

Hun er den hurtigste trailløber i Danmark og har vundet Danmarksmesterskabet tre gange i long-trail (64 km). På verdensplan er hun blandt de ti bedste kvindelige OCR-atleter.

Den 28-årig løber bor i Brønshøj med sin mor.

Aspirant 10 – Mathilde Beuschau

23-årige Mathilde Beuschau er selvstændig og arbejder som kostvejleder og onlinecoach. Som barn var Mathilde Beuschau og hendes familie medvirkende i TV 2s populære tv-serie 'Årgang 0'.

Mathilde Beuschau er fra Valby og bor i København.

Aspirant 11 – Alexander Clausen

25-årige Alexander Clausen er influencer og deler til daglig ud af sig til sine cirka 600.000 følgere på Tiktok.

Han er opvokset i Odense, hvor han også bor i dag.

Aspirant 12 – Ukaleq Slettemark

21-årige Ukaleq Slettemark er professionel skiskyder.

I 2019 vandt hun guld ved Junior VM, og i 2022 repræsenterede hun Danmark til vinter-OL i Beijing.

Hun er opvokset i Nuuk i Grønland og bor i dag i Norge med sin familie, hvor hun praktiserer sin sport og samtidig går på idrætsgymnasium.

Aspirant 13 – Patrick Simiglai

30-årige Patrrick Simiglai er tidligere misbruger. Men for fire år siden lykkedes det ham at vende sit liv. I dag arbejder han som mentor og foredragsholder.

Aspirant 14 – Frederikke Pedersen

27-årige Frederikke Pedersen er uddannet psykolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun primært hjælper klienter, der lider af spiseforstyrrelser.

Hun underviser også i crossfit, som hun selv har dyrket på eliteplan siden 2018.

Hun er opvokset i Tørring og bor i dag i Aarhus.

Se, hvordan det går de 14 aspiranter, når der er premiere på sjette sæson af 'Korpset' onsdag 6. september på TV 2 Play og onsdag 13. september på TV 2 Echo.