Efter næsten 100 operationer var han vred og indebrændt – men kærestens ord ændrede ham
Mange hospitalsindlæggelser gjorde Christian Cass Frederiksen vred og indebrændt.
Da Christian Cass Frederiksen vågnede efter en nakkeoperation, havde lægerne brækket hans ryg. Han har også fået dræn i hjernen, og hans knæ, hofter og mave har været under kniven.
Som barn vidste han aldrig, om han ville komme tilbage i skole efter sine indlæggelser, eller om der ventede endnu en stor operation lige om hjørnet.
Så da den i dag 30-årige Christian Cass Frederiksen som 17-årig begyndte på en ny skole, havde han "en pænt irriterende attitude".
I klasselokalet smed han sig på en stol bagerst i lokalet og smækkede benene op. Når de andre elever rakte hånden op, vendte han øjne og slyngede flabede kommentarer efter dem.
- Jeg var en klassisk bølle. Slet ikke til at holde ud, siger Christian Cass Frederiksen.
Jeg lærte tidligt, at livet ikke bare er nemt. Måske også lidt for tidligt
Christian Cass Frederiksen
For han var vred – og indebrændt efter en hård start på livet.
Christian Cass Frederiksen er født med dværgvækst og har været igennem 108 operationer, siden han var tre år gammel. I de første mange år af hans liv er han gået ind og ud af Rigshospitalets børneafdeling.
Så da teenagehormonerne begyndte at rulle ind over Christian Cass Frederiksen, havde han svært ved at se meningen med det hele. Det gik ud over folk omkring ham – lige indtil han forelskede sig i én, der ikke fandt sig i den bitre attitude.
Det fortæller han i forbindelse med TV 2 Echo-dokumentaren 'Ja, jeg er dværg!'.
Indlagt en fjerdedel af sit liv
Ifølge Christian Cass Frederiksens egen optælling har han været indlagt i syv et halvt år af sit liv.
Det begyndte med et spiserør, der skulle lukkes, og siden har både ryggen, nakken og knæene også været gennem flere omgange.
Da Christian Cass Frederiksen som tiårig skulle have lagt en ventil i hjernen, var operationen så kompliceret, at han måtte flyves til Phoenix i den amerikanske delstat Arizona.
Det var en lidt hård start på livet
Christian Cass Frederiksen
Computernørd i sygesengen
Generelt var der langt mellem opturene, da Christian Cass Frederiksen var barn. Dagene gik med Playstation og med at nørkle med computere, som han skilte ad og samlede igen.
Den lille fyr kunne alle Krummes og Tarzans replikker udenad, men at snakke med andre børn var svært.
Han kom sjældent i skole. I stedet blev der løst diktat fra sygesengen, og matematikundervisningen blev noget med, at Christian Cass Frederiksens mormor talte penge med ham og købte is for dem i hospitalets kiosk.
Jeg stoppede nok også bare med at melde mig ind i fællesskabet. På den måde slap jeg for at melde fra
Christian Cass Frederiksen
Udenfor
I de tidlige teenageår følte Christian Cass Frederiksen sig ofte malplaceret, når han endelig var tilbage i skole.
- Jeg kunne virkelig mærke, at de andre tænkte: "Hvad fanden laver du her?", siger han.
- Så jeg stoppede nok bare med at melde mig ind i fællesskabet. På den måde slap jeg for at melde fra, siger Christian Cass Frederiksen.
Vreden tog over
Da Christian Cass Frederiksen var spæd, forlod hans far familien. Ifølge ham selv var det, fordi faren ikke kunne leve med at have et barn med handicap.
- Det var en lidt hård start på livet. Det har jeg været meget vred over i mine teenageår, siger Christian Cass Frederiksen.
Og når han var ked af det, kom det ud som vrede.
Han husker tydeligt en af de mange aftener, hvor han lå alene på værelset, og hans storebror bankede på. Broren kaldte et par gange, inden han åbnede døren. Og så tyrede Christian Cass Frederiksen et vandglas efter ham. Glasset ramte væggen og splintredes. Christian gemte sig under dynen.
Han var ligeglad.
- Min familie var meget ked af det på mine vegne. Så i mit hoved var jeg ikke andet end problemer, siger han.
Jeg var misundelig over, at de havde haft et liv, jeg ikke havde haft
Christian Cass Frederiksen
Et skævt selskab
De destruktive tanker drev Christian Cass Frederiksen ud i et destruktivt selskab.
I slutningen af teeangeårene fik han en ny håndfuld venner, der røg "rigtig meget hash" i krattet bag skolen, og som “rodede lidt rundt med noget småkriminalitet”.
- Jeg var vant til at være ham den lille svage, men når jeg var sammen med de her gutter, var folk bange for mig. Pludselig viste de mig respekt, siger Christian Cass Frederiksen.
I mit hoved var jeg ikke andet end problemer
Christian Cass Frederiksen
Ny i klassen
Men i sommeren 2011 skete der noget.
Christian Cass Frederiksen begyndte på Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU) i Brønshøj. Her skulle han have samlet op på noget af alt det faglige, der på grund af de mange indlæggelser var gået tabt i folkeskolen.
Han var 17 år gammel og rimelig indebrændt, så han provokerede sine nye klassekammerater fra dag ét.
- Egentlig var jeg vel bare misundelig på de andres liv. Misundelig over, at de havde haft et liv, jeg ikke havde haft, fortæller Christian Cass Frederiksen.
- De var meget bedre til helt basale ting – som at føre en helt almindelig samtale.
Smaskforelsket
Trods hans dårlige attitude inviterede en klassekammerat Christian Cass Frederiksen med til sin fødselsdag. Bennedikte Henriksen hed hun.
Christian Cass Frederiksen faldt pladask for fødselaren med den direkte facon og det korte, lyse hår. De blev kærester, men den hårde attitude fandt hun sig ikke i.
- Når jeg gik over stregen, sagde hun altid: "Bare fordi du er lille og anderledes, skal det ikke gå ud over andre", fortæller Christian Cass Frederiksen.
Bennedikte Henriksen pillede også ved den sorg, der lå bag attituden.
- Hun så lige igennem mig. Hun åbnede mig op, og det begyndte at gå op for mig, at jeg var ret ked af det. Og ret usikker, siger Christian Cass Frederiksen.
Han havde aldrig før grædt foran andre mennesker. Det havde han i hvert fald ikke, siden han var helt lille. Men det gjorde han der.
En krop ude af kontrol
Under sine mange indlæggelser er Christian Cass Frederiksen blevet en haj til at reparere computere. Faktisk brugte han det meste af ventetiden på at dygtiggøre sig.
Men først da kæresten gav ham et kærligt – men hårdt – skub, fik han et arbejde i Elgiganten, hvor han kunne bruge sine evner.
I dag er Christian Cass Frederiksen udstyret med en vanvittig tålmodighed. Og den kommer fra de mange indlæggelser, mener han.
- Jeg lærte tidligt, at livet ikke bare er nemt. Måske også lidt for tidligt, siger han.
- Til gengæld er jeg blevet tvunget til at hvile i, at jeg ikke kan forudsige en skid. Med denne her krop aner jeg aldrig, hvad der kommer til at ske.
Se 'Ja, jeg er dværg!' på TV 2 Echo mandag klokken 20.40, eller når det passer dig på TV 2 Play.