Hun tilbød sin sidste rose til Mads, men mavefornemmelsen var ikke rigtig

Selvom det så nemt ud på tv, var Julie Kriegler meget i tvivl lige det til det sidste.

Der blev udvekslet søde ord, følelser, kram og kys, da Julie Kriegler efter fem ugers intens dating valgte at tilbyde sin sidste rose til Mads Rommelhoff.

Især Mads bekendte følelsesmæssig kulør.

- Jeg kan forsvinde helt ind i dig. Jeg vil gå til bekendelse og fortælle, at jeg er blevet vild med dig, og jeg er blevet forelsket i dig, sagde Mads Rommelhoff, hvortil Julie Kriegler svarede:

- Jeg er også meget glad for dig.

Hun fortalte også, at selvom hun havde datet andre fyre, så havde hun aldrig været i tvivl om, at det var Mads Rommelhoff, hun ville tilbyde sin sidste rose.

Men nu løfter Julie Kriegler sløret for nogle store overvejelser i minutterne inden den sidste rose.

Et match på papiret

For selvom det så romantisk og let ud på tv, så føltes det ikke rigtigt i maven for Julie Kriegler.

Det fortæller hun i dag til TV 2.

Det var ikke, fordi hun ikke var glad for Mads. For det var hun.

- Han er skidesød, og på papiret passer vi perfekt sammen, understreger Julie Kriegler.

Men mavefornemmelsen ville altså noget andet.

Var i tvivl til det sidste

Det gjorde hun også produktionen opmærksom på, da de var nået til vejs ende og valget stod mellem Jonas Dahl Grue og Mads Rommelhoff.

Et indlysende valg for dem, der har fulgt med.

Men selvom valget så nemt ud på tv, så stod Julie Kriegler i kulissen og fortalte produktionen, at hun ikke vidste, om hun overhovedet havde lyst til at give den sidste rose.

For hun vidste ikke, om Mads og hende skulle være kærester, når de kom hjem fra Mexico.

- Det føltes ikke rigtigt i min mave. Men hvis jeg skulle give en rose til nogen, skulle det selvfølgelig være Mads, fortæller Julie Kriegler.

I dag har Julie Kriegler svært ved at sige, om det var det rigtige eller forkerte valg, hun tog.

Hun kunne godt hælde til ikke at have givet den sidste rose og i stedet have holdt fast i sin mavefornemmelse.

Men hun prøvede samtidig at være i nuet og øjeblikket.

- Men det havde da også været lidt boss ass bitch ikke at give den sidste rose til nogen og sige: “Jeg har prøvet og gjort mit bedste for at lære de her fyre at kende, men kærligheden var der ikke for mig”.

Men hvorfor kyssede de så? Og flirtede? Og holdt i hånden og en masse andet, der udefra lignede romantik?

Som seer kan man måske godt stille netop de spørgsmål.

Sød, pæn og lækker

Julie Kriegler forklarer, at hun generelt følte sig meget tryg med Mads i hele datinghurlumhejet, og at hun også blev revet med af “bare at føle et eller andet”.

- Men jeg var også mega glad for ham, og jeg syntes, han var dejlig, siger hun.

Og da Mads Rommelhoff trak hende til side til minglingen i afsnit 12, udviste Julie også noget interesse:

- Jeg synes, du er mega sød og pæn og lækker. Det skal du lige vide, sagde hun til Mads Rommelholff, der straks gengældte de søde ord.

Der blev flirtet, og et kram udviklede sig til et kys.

Kysset gjorde Mads glad indeni, og han fortalte efterfølgende, at det var et kys, han havde haft lyst til i et stykke tid.

- Megadejligt, sagde Julie Kriegler efter kysset.

Kysset satte noget i gang hos Julie, og efter deres stranddate, hvor de spillede volley, badede og sluttede af med bål og kig til stjernerne, følte hun sig mest sikker på ham.

Egentlig var hun ikke undervejs i tvivl om, at det var mest rigtigt at give den sidste rose til Mads.

Og så alligevel.

For undervejs var det svært for Julie Kriegler at få tid til at mærke ordentligt efter.

Det fik hun først gjort, da de ankom til Danmark efter fem uger i ‘Bachelorette’. Her fik hun fortalt Mads Rommelhoff, at mavefornemmelsen ikke var rigtig omkring dem, og at de derfor ikke skulle fortsætte med at date.

- Det er ikke, fordi der er noget galt med Mads, det føltes bare ikke som det rigtige for mig, siger Julie Kriegler.

Ikke den opfattelse, Mads Rommelhoff havde

TV 2 har talt med Mads Rommelhoff om indholdet af denne artikel. Han fortæller, at han godt forstår, at hun blev revet med af følelserne. For det blev han også selv.

Han beskriver det med, at de følelser, man fik, blev femdoblet, fordi man ikke fik et afbræk fra det hele.

- Men at hun ligefrem ikke ville have givet mig rosen, det gør mig lidt ærgerlig, siger Mads Rommelhoff og fortsætter:

- For det var ikke den opfattelse, jeg havde dernede i Mexico.

Har lært flere ting om sig selv

Hvis Julie Kriegler fik tilbuddet om at gøre det hele en gang til, så er hun ikke i tvivl om, hvad svaret ville være.

Det ville nemlig blive et nej tak.

Det var simpelthen for hårdt at være “fanget” på den anden side af jordkloden og skulle date en masse fyre, hvor tiltrækningen ikke opstod naturligt.

Og hun understreger, at hun virkelig forsøgte.

- Jeg gav jo Mads en chance, og der opstod noget, og jeg blev glad for ham dernede, og det var jo skønt, siger Julie Kriegler.

Og selvom det ikke blev til den helt store kærlighed, så har hun lært flere ting ved at være med.

For det første blev hun bekræftet i, at hun skal være ærlig omkring, hvordan hun har det – hvilket også er en af hendes kerneværdier.

Det var hun ifølge hende selv ikke så god til i Mexico. Eller hun var måske for længe om at sige, hvordan hun havde det, tænker hun om det hele i dag.

Og så har hun lært, at det handler om at få det bedste ud af de situationer, man befinder sig i og vende tingene til noget positivt.

Også i forhold til dating herhjemme i Danmark.

- Man skal give andre en chance for at vise, hvem de er.

Derudover er der én særlig ting, hun bliver stolt over, når hun ser tilbage på sin tid i ‘Bachelorette’.

Nemlig hendes dømmekraft.

Stolt af sine valg

For i hendes øjne endte hun med tre skønne fyre, der både var ordentlige, reelle og gode.

- At jeg har kunne navigere og finde frem til Rasmus, Jonas og Mads, som er sådan nogle fantastiske mennesker, gør mig virkelig glad og stolt.

Og så er hun glad for at have været med i et datingprogram, der slår fast, at der findes en masse ordentlige singlefyre derude, som gerne vil snakke om følelser, være reflekterede og se indad.

Nogle værdier, som Julie Kriegler er overbevist om, at mange kvinder efterspørger.

Julie Kriegler fandt ikke kærligheden i ‘Bachelorette’, og hun har heller ikke fundet den efterfølgende hjemme i Danmark.

- Jeg har da fået en dm (direkte besked, red.) eller to, men det er jo fra vidt fremmede fyre, som jeg er lidt betænkelig ved at tage på date med.

Så lige nu dater hun ikke. Det betyder dog ikke, at hun har mistet troen på kærligheden, og at hun stadig gerne vil have en kæreste.

Se 'Efter den sidste rose' på TV 2 Echo og TV 2 Play.