Ikke set før – bejler ville ikke have sidste rose
VÆR OPMÆRKSOM: I denne artikel afsløres det, hvem der får den sidste rose.
Jonas Dahl Grue var nervøs, da han gik ned ad trappen for at møde den kvinde, han gennem fem uger havde bejlet til.
Han vidste ikke, om Julie Kriegler ville tilbyde ham den sidste rose, men hans mavefornemmelse havde tvunget ham til at tage en stor beslutning.
Da Julie havde taget hans hænder og lagt ud med at sige en masse søde ord til Jonas, tog han ordet:
- Jeg føler, at jeg kender dig virkelig godt, og vi har haft alle de her fantastiske oplevelser sammen.
- Men for mit vedkommende er der ikke helt opstået de her stærke romantiske følelser, som jeg kunne have håbet på. Derfor synes jeg heller ikke, at du skal tilbyde mig den sidste rose.
Beslutningen om at takke nej til den potentielle rose tog han efter sin og Julie Krieglers drømmedate. For her opfangede han nogle signaler, der gjorde, at han følte sig sikker på, at det var den rigtige beslutning. Hvad det var, vender vi tilbage til.
For måske har du som seer undret dig over, hvorfor Jonas Dahl Grue pludselig kom ind fra højre og ind i varmen hos Julie Kriegler.
Var nysgerrig
Langt hen ad vejen tog Jonas Dahl Grue imod roser fra både Mette Sommer og Julie Kriegler, men efter blomsterfesten i afsnit ti kunne han mærke, at han var mest interesseret i Julie.
- Der var nok ikke stærke følelser, men jo længere vi kom, jo mere nysgerrig var jeg på at lære Julie at kende, fortæller Jonas Dahl Grue og tilføjer:
- Hun var spændende, og der boblede lidt noget inden i mig.
Men fordi interessen først virkede gengældt i slutspurten, var det tidsmæssigt svært for Jonas Dahl Grue at udforske relationen og kemien.
- Det var lidt problematisk at komme så sent ind i ræset, for det gjorde nok også, at jeg aldrig rigtig tillod mig at udvikle følelser. Jeg lukkede nok lidt i, fortæller han.
Derfor troede han også, at han skulle hjem, da de i afsnit 24 stod ved den sidste roseceremoni, og valget lå mellem Rasmus Andersen og ham selv.
En spøjs følelse
Julie Kriegler forklarede sit valg om at sende Rasmus Andersen hjem og beholde Jonas Dahl Grue med, at hun kunne mærke noget i forhold til Jonas, som hun var nødt til at udforske mere.
Og selvom Jonas Dahl Grue udmærket var klar over, at Mads Rommelhoff var favoritten, så glædede han sig alligevel til drømmedaten.
Den eftertragtede date på 24 timer, som blandt andet indbefattede en helikoptertur og et enkelt kys, endte dog ikke, som Jonas havde håbet.
Den var der ikke
For da det blev sengetid, fortalte Julie Kriegler, at hun ikke ville sove sammen med Jonas Dahl Grue.
Han tog derfor i stedet hen til en anden hytte og overnattede.
Jonas Dahl Grue fortæller i dag, at han blev skuffet over, at Julie Kriegler ikke var interesseret i at udnytte den sidste tid med ham inden hendes valg.
- Det handlede ikke om sex eller fysisk intimitet, men om at udnytte muligheden for at lære hinanden bedre at kende, siger Jonas Dahl Grue og tilføjer:
- Tiden var jo værdifuld.
Julie Krieglers valg om at sove alene var i Jonas’ øjne et tydeligt tegn på, at “den ikke var der” mellem dem.
Alligevel var stemningen fin, da de mødtes til morgenmad næste dag.
- Der var ikke dårlig stemning på noget tidspunkt. Jeg respekterede jo hendes valg.
Og det kom heller ikke bag på ham. For hele daten havde indikeret, at hun ikke var interesseret i ham på et romantisk plan.
- Julie virkede bare distanceret. Det virkede, som om hun var besluttet på, at det skulle være Mads.
Ville egentlig gerne tage afvisningen
Alligevel havde han lidt ondt i maven, efter at han havde taget beslutningen om at komme Julie Kriegler i forkøbet og trække sig.
Først og fremmest var han bekymret for, om det ville virke, som om han trak sig, fordi hun ikke ville sove sammen med ham.
Eller for at undgå at blive afvist.
- Det var ikke min intention, for jeg ville lige så gerne tage afvisningen.
Men hans allerstørste frygt var, at han havde læst Julie Krieglers signaler forkert, og at hun ville give rosen til ham.
- Det havde været akavet.
Men Jonas Dahl Grues mavefornemmelse holdt stik.
En god følelse i kroppen
For Julie Kriegler gav rigtigt nok sin sidste rose til Mads Rommelhoff.
Og i dag husker Jonas Dahl Grue tilbage på hele situationen med en god følelse i kroppen.
- Det endte på en fin måde, og vi havde en rigtig god snak, hvor Julie sagde nogle sindssygt søde ting, som jeg blev overrasket og rørt over, siger Jonas Dahl Grue og fortsætter:
- Det var et ret smukt øjeblik, hvor vi blev enige.
“Sygt mærkeligt”
Julie Kriegler husker især øjeblikket, hvor Jonas trak sig, som “sygt mærkeligt”.
Hun havde fået at vide af produktionen, at hun skulle forberede, hvordan hun ville sige til ham, at han ikke ville få rosen. Og at hun skulle huske, at hendes besked ville skuffe ham.
Derfor kom det også bag på hende, at han i virkeligheden slet ikke ville have rosen.
Men selvom det var et mærkeligt øjeblik, så var det også en stor lettelse for Julie Kriegler.
- Det var rart ikke at skulle såre ham, det havde jeg jo ikke lyst til, siger Julie Kriegler og tilføjer, at der er “good vibes” mellem dem i dag.
Sådan går det i dag
Jonas Dahl Grue er stadig single, og han fortæller, at han heller ikke ser nogen.
Faktisk har han lukket lidt ned for dating, mens ‘Bachelorette’ er i fjernsynet.
- Jeg har haft brug for et lille pusterum, hvor jeg bare er mig selv og fokuserer på nogle andre ting end dating.
Og selvom det ikke endte med kærlighed, så er Jonas Dahl Grue glad for oplevelsen i ‘Bachelorette’.
For den meget atypiske ‘Bachelorette’-osteklokke har lært ham meget – og ikke mindst overrasket ham.
For han blev overrasket over, hvor meget hele setuppet påvirkede hans person.
- Jeg virker lidt genert og som en stille version af mig selv, og det er faktisk en lidt mystisk side af mig selv i forhold til, hvordan jeg er normalt. Der er jeg mere vild og højtråbende.
Se hele sæsonen af ‘Bachelorette’ på TV 2 Play. 25. juli sendes ekstraprogrammet ‘Efter den sidste rose’, hvor du blandt andet kan få svar på, hvordan det går i dag.