Færre unge vil være ledere: Motivationen er en anden end for 20 år siden, forklarer ekspert

Unge fratræder også i højere grad chefjobbet. Det gør de, blandt andet fordi der mangler balance mellem arbejde og fritid, forklarer lektor.

- Nej, overhovedet ikke.

Svaret faldt promte, da 23-årige Trine Vestergaard Andersen blev spurgt, om hun har overvejet at blive leder på et tidspunkt i sit arbejdsliv.

Hun studerer til daglig til pædagog i København.

Og flere tænker som hende.

En rundspørge foretaget af Konsulenthuset Ballisager viser, at færre vil være ledere end for bare tre år siden.

I undersøgelsen fra 2023 svarede under en fjerdedel i alderen 18 til 34 år, at de er interesserede i at blive ledere i løbet af deres arbejdsliv. Det er cirka halvt så mange som for tre år siden.

Mening med jobbet

Trine Vestergaard Andersen fortæller, at hun ikke kan se sig selv i rollen som leder.

- Jeg studerer til pædagog, så jeg er mere til gulvarbejdet.

Hun tror, at færre vil være ledere, fordi de måske har uddannet sig til at lave én ting, og som leder skal du lave noget andet.

- Jeg uddanner mig til pædagog, fordi det er det, jeg kan lide, og ikke til at blive leder, for det er ikke det, jeg synes, er fedt, siger Trine Vestergaard Andersen.

Og netop det peger Michael Uhrenholt også på. Han er ledelsesrådgiver ved fagforeningen Lederne og forklarer, at unge går mere op i, at de personlige værdier stemmer overens med virksomhedens, og at jobbet giver mening, end at man får en titel.

- For 20 år siden var løn og status en vigtig del af lederjobbet, i dag er det indflydelse, siger han.

Fravælger lederrollen

At jobbet skal give mening og stemme overens med den enkeltes værdier, er også en væsentlig faktor, når unge igen træder ud af lederrollen.

Det viser en undersøgelse fra 2020 foretaget af Lederne og CPH Business.

Den konkluderede, at en af grundene til, at 22-35-årige fravælger lederrollen, er, at der ikke længere er en mening med lederrollen, eksempelvis hvis de ikke længere ser en udvikling hos sig selv eller medarbejderne.

Anne Essenbæk Toftbjerg er lektor på CPH Business og en af forfatterne bag undersøgelsen.

Hun fortæller, at unge dropper at være leder, hvis der ikke er balance mellem fritid og arbejde, hvor den ældre generation af ledere i højere grad har gået op i at arbejde hårdt og mange timer om ugen.

Derimod er nye ledere i dag drevet af udvikling.

- De unge ledere, vi talte med, er ambitiøse, og de så det som et udviklingselement. Og de, der trivedes, så motivation i at udvikle andre, fortæller Anne Essenbæk Toftbjerg.

Vil måske være ledere

29-årige Johan Holmsteen kunne godt være åben for at blive leder, hvis det giver mening på et tidspunkt – og hvis det samtidig er noget, han er passioneret omkring.

Ikke bare fordi der følger en titel med, forklarer han.

Johan Holmsteen tror, at færre på hans egen alder kan se sig selv som leder, fordi der er en fordom om, at lederen tænker på virksomheden før holdet. Og sådan tænker unge i dag ikke i lige så høj grad.

- Der er nok ikke længere den loyalitet over for virksomheden, men mere over for ens egne værdier, siger Johan Holmsteen.

23-årige Nicole Mikkelsen er en af dem, der godt vil være leder en dag. Hun studerer til daglig kommunikation og it på Københavns Universitet.

For hende er en god leder en, der er på lige fod med de andre på arbejdspladsen, og at man ikke er chef for at have titlen, men fordi det er den person, der vil løfte de ansatte videre.

- For mig er det vigtigt, at man er på en arbejdsplads, hvor det giver mening, at man er, og hvor man kan forene sig med de værdier og visioner, der er i virksomheden.

Og så mener hun, at en god chef er en, der kan relatere til medarbejdernes liv.

Identifikation

Ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt er enig i, at der er en fordel i, at lederen er en, man som medarbejder kan relatere til og se op til.

Han mener, at hvis yngre medarbejdere skal motiveres til også at ville være ledere en dag, skal virksomhederne fokusere på også at rekruttere yngre til lederrollen.

- Hvis man tænker på at blive leder, så er det en fordel, at den leder, du skal spejle dig i, er en, du identificerer dig med, og som er det samme sted i livet eller tæt på, siger Michael Uhrenholt.