Hun er 27 år og fucking forvirret over sit liv
Se fire mulige tegn på kvartvejskrisen i bunden af artiklen.
Matilde Fogh er ”fucking forvirret” over sit liv.
Hun er 27 år, har ikke færdiggjort nogen uddannelse, ingen kæreste, og hendes bolig er et værelse i Københavns Nordvestkvarter.
- Er det sådan, det skal være? Skulle jeg også have haft to børn nu? Skulle jeg også have fundet min husband?, spørger Matilde Fogh.
Matilde Fogh har en kvartvejskrise, som hun selv formulerer det.
Der er krisen, der rammer dem, der er gået fra kæreste og job og ikke længere ved, hvem de selv er.
Dem, som tvivler på, om de har valgt den rigtige uddannelse.
Eller dem, der har landet det på-papiret perfekte job og nu sidder tilbage med følelsen af, at de slet ikke hører hjemme.
Udløst af studie
For Matilde Fogh kom kvartvejskrisen snigende, mens hun læste interaktivt design på DMJX.
Mens de andre studerende efter halvandet år på skolebænken glædede sig til at søge praktik, havde hun det omvendt. Hun så pludselig en klaustrofobisk hverdag for sig med kontorjob fra otte til 16. Og efter praktikken ventede det samme.
- Jeg syntes, det var noieren at have svaret på min fremtid. At vide, at efter praktikken, så skal jeg finde det her job, og så skal jeg være dér resten af livet, siger Matilde Fogh.
Hun spurgte sig selv, hvorfor hun ikke kunne tage i skole og glæde sig til praktikken som de andre studerende. Hvad var der galt med hende?
- Altså, det blev en meget tung følelse. Der var så mange tanker i mit hoved. Det var bare en stor losseplads med tanker, siger hun.
Samtidig kunne hun sammenligne sig med sine jævnaldrende, som var et andet sted i livet end hende selv.
- Alle fra min folkeskoleklasse har fået børn og er blevet gift.
En ond spiral
Tvivlen om studiet udviklede sig til en slags eksistentiel krise. Eller en identitetskrise, som Matilde Fogh kalder det.
For hvis det ikke skulle være dét studie, hvad skulle det så være? Uret tikkede. Hvilket slags job kunne hun tænke sig? Og hvad med kæreste? Hvis hun ikke engang vidste, hvilken slags kæreste, hun kunne tænke sig, hvordan skulle hun så lykkes med at finde en? Og vil hun nogensinde kunne blive forelsket?
Er det sådan, det skal være? Skulle jeg også have haft to børn nu?
Matilde Fogh
Det var den slags spørgsmål, der fyldte hos Matilde Fogh.
- Jeg vil gerne have familie og de ting. Det synes jeg, er nice. Men det er ikke nu. Jeg gider ikke at tænke på det, siger hun.
Et sprog for krisen
Matilde Fogh endte med at tage orlov fra sit studie. Det viste sig, at tingene havde hobet sig så meget op, at hun fik en depression, og derfor trak hun stikket fuldstændig.
Nu arbejder hun deltid i tøjbutikken Weekday og har fået tid til sin hobby: en Youtube-kanal.
Her snakker hun åbenhjertig om kvartvejskrisen. Der er videoer, hvor hun fortæller om at have søvnproblemer og om at overveje at få en hund.
Og selv om hun kun har 90 abonnenter, så får hun meget ud af at lave videoerne, fordi de også er en slags dagbog.
Først filmer hun sig selv, og så ser hun videoerne, mens hun klipper dem, og på den måde reflekterer hun over, hvad hun har sagt.
- Det er meget terapeutisk for mig.
- Hvis jeg ikke lige føler for at date, så kan jeg måske stadig føle et pres for at skulle gøre det. Men hvis jeg snakker om dating i min video, og jeg klipper videoen bagefter, så får jeg måske et andet syn på det. Så har jeg måske mindre pres på mig selv, siger Matilde Fogh.
Kan jeg finde dén person, jeg skal fucking have børn med?
Matilde Fogh
Siden hun stoppede på studiet i januar, har hun også fået det bedre. Hun er stadig forvirret over sit liv, men hun er blevet bedre til at acceptere det.
- Det er det, jeg er lige nu: forvirret. Og lige nu skal jeg bare tage en fucking pause.